Afdeling16+

Afdeling 16+ er et selvstændigt tilbud til unge fra 16 år.

Afdelingen henvender sig både til unge, der tidligere har boet på en af Nybros øvrige afdelinger og til unge der kommer udefra.

Her kan man enten være døgnindskrevet, have aflastningsdøgn hver måned eller fortsætte i afdelingen som en del af et efterværn, hvis man har bevilling til ophold efter det fyldte 18. år.


Boligforhold

Afdelingen har sin egen opgang med flere kollegier. Hvert kollegie består typisk af 2-3 værelser samt fælles køkken og bad.

  • De unge har selv ansvar for rengøringen, men der foretages en fast ugentlig rengøring sammen med personalet.
  • En visuel plan sikrer en retfærdig fordeling af rengøringsopgaverne.
  • Alle lejligheder er udstyret med vaskemaskine og tørretumbler, som de unge deles om efter en plan.
  • Hver ung har sin egen køkken-, køle- og fryseplads, tydeligt markeret med navn.
 
 Økonomi og budget

I Afdeling 16+ har de unge selvstændig økonomi i det omfang, de kan håndtere det.

  • Sammen med personalet udarbejdes budgetter.
  • De unge får udbetalt kost- og lommepenge.
  • Tøjpengene administreres i samarbejde med personalet for at sikre, at de bruges på årstidssvarende beklædning.
  • Økonomiaftaler tilpasses individuelt, og personalet støtter de unge i at spare op – f.eks. til flytning i egen bolig.
Forældresamarbejde

I denne alder er det vigtigt, at den unge gradvist lærer at stå på egne ben. Derfor opfordres forældrene til, at det i videst muligt omfang er den unge selv, der tager kontakt til personalet efter behov. Personalet er fortsat i kontakt med forældrene efter behov og i henhold til individuelle aftaler.

Statusmøder og målsætninger

To gange årligt afholdes der statusmøder.

  • Forud for møderne udarbejder Nybro en rapport samt et faseskema, der beskriver trivsel og funktionsniveau.
  • Den unge har selv mulighed for at gennemgå rapporten og bidrage med input.
  • Til møderne deltager typisk den unge selv, forældre, skole eller arbejdsplads, forvaltning og Nybro.

Alle unge arbejder under opholdet med individuelle mål, som de selv er med til at definere.

Fællesskab og aktiviteter

Fællesskab er en vigtig del af hverdagen i Afdeling 16+. Traditioner og faste aktiviteter giver sammenhold og struktur:

  • Fredagshygge i fællesstuen
  • Fælles morgenmad om lørdagen
  • Fælles aktivitet hver lørdag kl. 13-16
  • Mulighed for aftenhygge lørdag, hvis de unge ønsker det
Ungdomsboliger

Nybro råder desuden over fire selvstændige ungdomsboliger, beliggende overfor Afdeling 16+.

Boligerne kan – i samarbejde med den unges kommune – anvendes som udslusningsboliger. Her får den unge mulighed for at bo helt selv, men stadig med støtte i det omfang, det vurderes nødvendigt.

Typisk vil man have en hel- eller deltidskontrakt og støtten tilpasses individuelt efter behov.

Tag første skridt mod en tryg, struktureret hverdag

På Nybro støtter vi børn og unge med ASF i at opnå mere ro, overblik og deltagelse i fællesskaber. Vejen ind er enkel: uforpligtende rundvisning, visitation og en tydelig, individuelt tilpasset struktur.